København får en fotofestival! (12-20. maj 2010)

Copenhagen Photo Festival åbner efter sigende med et ambitiøst og mangfoldigt program om under en måned.
Festivalen sigter mod at præsentere markant og væsentligt dansk og internationalt samtidsfotografi i byens rum, på kunst- og kulturinstitutioner og gallerier. Festivalen byder på en bred vifte af moderne fotografi – fra modefotografi, til dokumentarfoto og fotojournalistik.
Missionen for Copenhagen Photo Festival er at skabe en international platform for samtidsfotografi i Danmark. En platform, der udforsker fotografiet i dets forskellige facetter, -en platform for både teoretisk debat og præsentation af nyproducerede værker, hvor den nationale og internationale kunstverden, den professionelle fotoverden, unge fototalenter, såvel som hverdagens fotoentusiaster kan mødes om at udforske fotografiet i dag.
I Kødbyen vil 1.400 kvadratmeter blive omdannet til udstillingslokaler for en mængde danske og internationale fotografer. Blandt andet vil Mads Nissen, der i år blev kåret som årets pressefotograf, udstille på stedet.

FATAMORGANA, Danmarks fotografiske Billedkunstskole, står under festivalen for at eksponere den spirende undergrund indenfor fotografi:
Fotokonkurrence og diasshow:
Alle (alle!) interesserede opfordres til at indsende billeder. Fotografierne vil blive vist som diasshow og de ti bedste billeder vil blive printet, udstillet og præmieret. Udstillingen åbner kl. 17.00
Portfolio review:
Et udvalg af landets bedste fotografer samt repræsentanter for Fatamorgana vil være tilstede til en snak om fotografi.
Alle interesserede opfordres til at medbringe egne billeder (enten trykt eller på computer) og få en konstruktiv snak og professionel vurdering. Kl. 19.00
Copenhagen Photo Festival Party:
Aftenen vil blive afsluttet med fest til den lyse morgen, med en række af byens største DJ-navne på plakaten.
Festivalen løber af stablen med en række udstillinger, workshops og andre events, og foto-festivalens hovedfokus kommer til at ligge på en udstilling ved navn Day & Night.




















